Matadoravl

Matadoravl beskriver det fænomen, at en enkelt eller nogle få hanhunde pludseligt bliver meget populære, og derfor bruges til en uforholdsmæssig stor del af tæverne. Hvis en hanhund i en periode parrer en meget stor del af racens hunhunde, bliver næste generation alle mere eller mindre beslægtede, og indavl næsten uundgåelig. Især inden for små racer kan dette være et alvorligt problem. Det er god avlspolitik at bruge racens bedste individer mest muligt, men det er også vigtigt at bevare den genetiske mangfoldighed.

Genetikeren Per-Erik Sundgren anbefaler følgende tommelfingerregel: En hanhund bør, gennem hele sin levetid, ikke blive far til mere end 25% af det gennemsnitlige antal hvalpe registreret årligt. Antallet af børnebørn efter en hanhund bør ikke overstige 50% af det årlige antal registrerede hvalpe..

I Danmark findes der mange racer, der årligt registrerer ca. 200 hvalpe. I disse racer bør ingen hanhund altså blive far til mere end 50 hvalpe, hvis ovenstående anbefaling skal følges. Hvis der kommer ca. 5 hvalpe pr. kuld svarer det til 10 kuld i hele hanhundens karriere! Den aktuelle hanhund bør ifølge reglen heller ikke have flere end 100 børnebørn.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det ikke er fordi de hanhunde, der bruges meget, ikke er gode nok. Tværtimod drejer det sig ofte om fremragende hunde. Målet med reglen er derimod:

At bevare den genetiske variation

At undgå reduktion af den effektive populationsstørrelse

At undgå flaskehalse

Selvom ovenstående anbefaling umiddelbart lyder lidt drastisk, kan den være god at have i baghovedet, især når man arbejder med meget små racer.

I artiklen "Avl i små populationer"(5) anbefaler Frode Lingås en regel hvor en hanhund ikke bør være far til mere end 5 % af samtlige hvalpe født i hans egen generation. En hunde-generation svarer cirka til 4 - 5 år, så resultatet bliver nogenlunde det samme, uanset hvilken en af anbefalingerne man følger.

Effektiv populations-størrelse

Rent genetisk opnås den største mangfoldighed, hvis man bruger lige mange hanner og tæver til avl. Gør man det, vil den effektive population være lig med det faktiske antal dyr i avlen.

De fleste hunderacer benytter imidlertid langt færre hanner end tæver i avlen. Set ud fra et selektionshensyn er det fornuftigt. En hen får mange flere afkom end en tæve, så det er vigtigt at man kun udvælger de bedste hanner til at indgå i avlen. Set ud fra hensynet til den genetiske variation er det imidlertid ikke så hensigtsmæssigt. Den effektive population reduceres nemlig væsentligt, jo større ulighed der er mellem antallet af hanner og tæver i avl.

Hvis man i en race benytter 50 tæver men kun 10 forskellige hanner til avl, svarer det til en effektiv population på kun 33 individder. Den anbefalede minimumsgrænse rigger mellem 60 og 70 effektive individder. Kommer man meget under det antal, bliver racen så lille, at der kan opstå problemer med at bevare den genetiske variation pga. indavl. Minimumsgrænsen kan nås ved f.eks. 20 hanhunde og 100 tæver aktive i avlen.

HUNDEN offentliggør hvert år en liste over antal registrerede hvalpe i hver race.

Ud af de i alt 223 forskellige racer er der kun 13, der her over 500 registreringer pr. år. Med en gennemsnitlig kuldstørrelse på 5 svarer det til 100 kuld. Hvis vi antager, at tæverne kun får et kuld om året, giver det de anbefalede 100 tæver i avl. Det fremgår ikke af listen hvor mange hanhunde, der er far til disse ca. 100 kuld.

163 racer registrerer under 100 hvalpe pr. år - dvs. at kun ca. 20 tæver benyttes i avlen pr. år. Bruger man til disse 20 tæver kun 5 forskellige hanhunde - ja så svarer det til en effektiv population på kun 16 individer lige netop det år. Året efter kan situationen selvfølgelig være en anden.

I disse racer bør man i høj grad være på vagt over for matadoravl. Man kan desuden overveje import af avlshunde eller frossen sæd for at bevare sundheden i populationen. For dem der her lyst til at regne på deres egen race følger ligningen her:

Effekt. p0p = 4 x antal hanner x antal tæver antal hanner + antal tæver

" Flaskehalse" En genetisk flaskehals opstår, når der i enkelte generationer benyttes væsentligt færre avlsdyr end sædvanligt. Det afkom, der bliver født under en flaskehals, vil ofte være beslægtede, og det bliver herefter svært at undgå indavl. Mange racer her oplevet disse perioder med meget få individer i avl. Store krige påvirker f.eks. næsten altid husdyravlen, fordi ingen her tid og overskud til at beskæftige sig med den slags. Følgevirkningerne af en flaskehals kan påvirke en population mange generationer.