Racen Mastiff

Mastiffens udseende.

Helhedsindtryk: Hovedet skal - i grove træk - virke firkantet. Kroppen skal være massiv, bred, dyb og lang placeret på bredtstillede og tilsvarende kraftige ben. Dens bevægelser skal være kraftfulde og letflydende med god rækkevidde. Betydelig størrelse er et væsentligt ønskemål, men det skal være kombineret med kvalitet . Højde og substans er betydningsfulde elementer, men skal være proportionsmæssigt afstemt hinanden. Mastiffen må heller ikke være for høj og man kan i dag skelne mellem 2 typer. Nemlig den amerikanske type, som er noget højere og ikke så kraftig knoglemæssigt og så den mere korrekte engelske type, som er meget massiv og kraftig. En mastiff skal være stor, men størrelsen må IKKE komme af fedme. Man kan sommetider se "kæmpe-mastiffer", som viser sig at veje mindst 10-15 kg for meget. Det er synd og temmelig usundt
Der er forholdsvis stor fysisk forskel kønnene imellem. Der kan godt være over 30 kg´s forskel. En tæve kan veje omkring 60-85 kg og hanner omkring 85-over 100 kg. Dette betyder også, at det tager forholdsvis længere tid før de er helt udvokset. Dette kan tage helt op til 4 år. Der findes flere farvevariationer. Fawn= dådyrsfarvet, Apricot= nøddebrun, Brindle= tigerstribet. Fælles for alle farvevarianter gælder, at de skal have en sort maske og sorte ører. Hårlaget skal være kort med underuld.

Historien

Ca. 2000 år før vores tidsregning brugte de babylonske krigere nogle hunde, som minder meget om Mastiffen. Men Mastiffen som vi kender den i dag, stammer fra England. Man mener den blev bragt hertil af fønikerne, da de handlede tin dér. Da Romerne invaderede England, sendte de hunde af Mastiff-typen til kamp-arenaerne i Rom. Her skulle de kæmpe f. eks fire mastiffer mod én løve, tre mod én bjørn og to med én gladiator.

Mastiffen var også meget udbredt i middelalderen, hvor landsbyerne brugte dem som vagthunde. Om dagen gik de blandt kvinder og børn, men om aftenen blev de lukket udenfor, for at nedkæmpe fremmede, der nærmede sig landsbyen.

Mastiffen som vi kender den i dag, er anderledes end dens tidlige forfædre, både fysisk men også temperamentsmæssigt. Den er blevet tungere og mere massiv og kan idag ikke "bruges" til andet end en kærlig familiehund. Den er stadig en god vagthund, men aldrig på nogen aggressiv måde.

Mastiffen er stamfader til mange andre racer, bl.a. Grand Danois, Skt.. Bernhard og mange andre molossertyper.

Mastiffens fysik og temperament.

Det er en rolig, godmodig og meget kærlig hund. Den er vagtsom, uden på nogen måder at være aggressiv. Den kan være tilbageholdende overfor nye situationer. Men dette er ikke et tegn på frygt, men noget der ligger i mastiffens natur. Den har et stort kontaktbehov og knytter sig meget til sin familie. Den strejfer aldrig, da den ingen jagttrang har. Dette betyder også, at den nemt kan omgås andre dyr. Den "kræver" en høflig omgangstone, forstået på den måde at det aldrig er nødvendigt at råbe og bruge store armbevægelser for at få kontakt med sin mastiff.
Den er ikke specielt aktiv og kræver derfor heller ikke en cykeltur på 10 km for at kunne fungere optimalt. Gode gåture og leg i haven er nok til en mastiff. Den elsker at hygge og ligge blødt, så hvis man ikke vil have sofaen invaderet, er det en god idé at anskaffe en madras eller et andet blødt sengeleje.

En mastiff er en helt speciel hund i sin helt egen klasse, man finder ikke dens "ligemand". Vores mastiffer kan til stadighed blive ved med at forundre, forbavse og i den grad glæde os hver eneste dag. Skønnere selskabs- og familiehund fåes ikke i vores øjne !